Henvisningsklinik for private og kommunale klinikker
Panoromarøntgen og CBCT
Vi kan hjælpe med panoramarøntgen eller CBCT forud for din behandling, så din behandlingsplanlægning bliver lettere.
Henvisning
Røntgenoptagelser er en stor del af alle tandlægernes hverdag med diagnostik, støtte til udøvelse eller kontrol af behandling. I efterhånden mange år har det været muligt at hente ekstra hjælp med forskellige optagelsesteknikker. Det er en fordel ved vanskelig diagnostik eller større behandlingsplanlægning.
I TandlægeCentret kan du henvise din patient til panoramarøntgen eller CBCT (Cone Beam Computer Tomografi). Vi anvender det prisvindende KaVo OP 3D røntgen system.
Et panoramarøntgen giver et fantastisk overblik over kæber og tænder og bidrager til en god og gennemtænkt behandlingsplan. Denne mulighed vil vi gerne dele med dig og din patient, og du kan henvise til en panoramaoptagelse inkl. beskrivelse til 795 kr.
CBCT anvendes i stigende grad som led i behandlingsplanlægningen af forskellige odontologiske problemstillinger. En CBCT er en forenklet udgave af den medicinske CT-scanning med højere spatial opløsning og mindre stråledosis. Stråledosis er dog stadig højere end ved konventionelle todimensionelle optagelser, og vi er derfor meget opmærksomme på kun at anvende optagelsen på korrekt indikation – klik her (åbner Pdf). Indikationerne omfatter bl.a. ektopisk lejrede maksillære hjørnetænder eller andre retinerede tænder, herunder visdomstænder med kompliceret relation til nabostrukturer, interne og eksterne tandresorptioner samt led i større ortodontisk behandling. Du kan henvise til en CBCT-optagelse med et lille eller et stort undersøgelsesfelt og prisen inkl. beskrivelse varierer fra 1.700 til 2.700 kr. Husk at vedhæfte henvisningen den/de 2D-optagelser, der har givet anledning til ønske om yderligere optagelser.
Din patient skal møde på klinikken en enkelt gang til selve optagelsen, og du vil snarest herefter modtage billedet/relevante billedudsnit samt beskrivelse via EDI-portalen. Optagelserne godkendes og beskrives af vores tandlæge Anne Stine Hedelund, enkelte gange med hjælp fra røntgeneksperter fra Kon-Rad.
I henhold til gældende lovgivning fra Sundhedsstyrelsen vedr. røntgenhenvisninger skal følgende overholdes:
Din henvisning skal omfatte følgende informationer, hvilket opfyldes, når du henviser via EDI.
- Dato for henvisning
- Patientnavn og CPR-nr.
- Henvisende klinik, henvisers navn og stilling
- Tidligere relevante undersøgelser og behandlinger
Ydermere ser vi meget gerne, at du vedhæfter den/de 2D-optagelser, der har givet anledning til ønske om yderligere optagelser.
Vi skal oplyse dig om den effektive stråledosis, din patient udsættes for ved en given røntgenoptagelse – klik her (åbner Pdf).
Når vi har modtaget din henvisning, skal den – hos os – klinisk ansvarlige sundhedsperson vurdere berettigelsen af optagelsen og kontakte dig ved tvivlsspørgsmål eller kommentarer.